Palsgaard Gods Logo 2022 Sort Tekst Hvid Baggrund Website

Berit Dalentoft - 25 års jubilæum

Berit kunne fredag den 1. april fejre sit 25 års jubilæum. I den forbindelse sagde Claus Hviid Christensen i sin tale til Berit:

Kære skønne Berit!

 

Først og fremmest vil jeg ønske dig et kæmpestort tillykke med dit 25 års jubilæum. Tillykke Berit!!! Det er faktisk en utrolig bedrift, men heldigvis er det ikke helt ualmindeligt her på Palsgaard. Det som nok er helt ualmindeligt, og som vi godt kan afsløre her i dag efter dine 25 års ansættelse som laborant, er jo - og det bør næppe komme videre til HR - at du faktisk overhovedet ikke har en laborantuddannelse i din bagage.

 

Som du ved, så har mine taler til jubilæer altid et gennemgående tema af en eller anden art, og i dag er selvfølgelig ingen undtagelse. Min tale til dig har titlen ”Rain-woman”, og den er selvfølgelig baseret på inspiration fra Hollywood-filmen ”Rainman” fra 1988, der handler om forholdet mellem to brødre Charlie og Raymond Babbitt. Du kender den måske…

 

Inden vi kommer til at tale lidt om bl.a. Tom Cruise, der jo spiller en hovedrolle i filmen  – og som for god ordens skyld ikke er blandt dine mandlige favoritskuespillere – da, som du sagde til mig, ”jeg er jo nok mere til bad boy-typen”, så vil jeg byde din gæster hjerteligt velkommen. Det er din mor, Henny, din egen bad boy-mand, Michael, dine sønner og din datter, samt din svoger og svigerinden. Dejligt at I vil være med til at fejre Berit sammen med os – og jeg håber, at I får en skøn dag sammen.

Da vil talte sammen om dit jubilæum blev jeg så glad, da du berettede om, hvordan det i virkeligheden er dine fantastiske kolleger, og jeres indbyrdes relation, der er den helt afgørende årsag til, at du nu er blevet her i hele 25 år. Det var faktisk rigtig rørende at høre, hvor meget de og jeres fælles omsorg betyder for dig. Du har netop valgt at holde dit 25 års jubilæum på dette tidspunkt af dagen, for at så mange af dem som muligt kan være med qua deres meget forskellige arbejdstider. Og så passede det dig også fint at holde et lidt mindre arrangement - blot for dine nærmeste kolleger i Nexus -  da ”det der med at være midtpunkt, det er jo ikke lige mig”. Du fortalte mig også, at helt generelt i din familie, så er det med at være midtpunkt ikke noget, I er voldsomt begejstrede for. Derfor er det jo også en fantastisk mulighed at have jer alle samlet her i dag, hvor vi er en mindre og tryg kreds, og har lidt mere tid. Så kan vi nemlig afprøve noget helt nyt i vores ellers ret faste jubilæumstraditioner – og særligt nu hvor Maiken ikke er her. Jeg har derfor lavet et lille rollespil, som du og din familie kan hjælpe mig med at udføre. Jeg har taget lidt forskellige rekvisitter med…

 

Ej, spøg til side. I kan slappe helt af. Det var bare en lidt forsinket aprilsnar, som blev inspireret af, at du fortalte mig om, hvordan man på laboratoriet faktisk skal være lidt varsom  omkring 1. april. Der kan nemlig udtænkes de mest udspekulerede aprilsnar-skælmerier. En af dem du nævnte var, da I ville sætte Malgorzata’s bil til salg på nettet, og fik en kollega til at ringe til hende, og spørge ind til dens pris og formåen.     

Som du ved, Berit, så har jeg jo været rundt og tale med alle dine kolleger for at få lidt inspiration til talen i dag.

En af de sjove ting, der gik igen var selvfølgelig din ekstraordinære evne til at huske visse ting med en præcision, der overgår de flestes. Det er selvfølgelig også derfor, at talen har titlen ”Rain-woman” da Raymond Babbitt, i øvrigt spillet af Dustin Hofmann, også har en fabelagtig evne til at huske ting, tal og genkende mønstre. En ikonisk scene i filmen er, da en æske med 250 tændstikker bliver tabt på gulvet og han spontant siger 246. Tom Cruise bemærker, at det ikke er korrekt, da der står, at æsken indeholder 250 – men det viser sig selvfølgelig, at der så stadig ligger 4 tændstikker tilbage i æsken.

En ikke usædvanlig hændelse på laboratoriet er, at du kommer om morgenen og siger tillykke til en kollega med vedkommendes søns fødselsdag, eller datters eller ægtefællens fødselsdag simpelthen fordi du kan huske alle datoerne. Eller nogle gange lige mindre nogen om, at det er ganske snart er deres ægtefælles fødselsdag. Det er jo er meget utrolig bekvemt, særligt når vedkommende selv har glemt det, hvilket også er sket.

En anden ting, du kan huske er åbenbart nummerplader. Og det er ikke helt ualmindeligt, at du kommer og siger, jeg kan se, at en eller anden kollega ikke er her i dag – hvilket du konkluderer, da du ikke har set vedkommendes bil på parkeringspladsen. Jeg er dog ikke helt sikker på, om det sker udelukkende via egentlig nummerpladegenkendelse.

 

Du siger selv, at det der med at huske visse ting, det har du en særlig evne til, og den er også kombineret med en lille smule – lad os kalde det ”godartet” OCD. Du kan rigtig godt lide, når tingene er de – i dine øjne - rigtige steder. Så på den måde er der mange tydelige lighedspunkter med Hollywoods Rainman. Der er dog også en kæmpe forskel. Han døjer en del med det relationelle, og det er i virkeligheden filmens egentlige omdrejningspunkt. Du har, i modsætning til Raymond, tværtimod en meget stor styrke i det relationelle, og det hører man tydeligt, når dine kolleger taler om dig. De værdsætter selvfølgelig din store faglighed – åbenbart på trods af, du slet ikke er laborantuddannet - men de påskønner virkelig din empati og den nærhed I har sammen, og som du altid er garant for.

 

Du er oprindeligt født i Århus, og gik på folkeskole i Sjelle, hvorefter du tog på HTX – det tekniske gymnasium – i Silkeborg. I den periode blev du blev kæreste med Michael. Faktisk i 1992, et år der jo også bød på andre højdepunkter, som f.eks. valg om Maastricht-aftalen, og måske mere mindeværdigt – fodbold-EM. I har holdt tæt sammen siden, på trods af, at du faktisk tog på Odense Universitet for at læse til kemiingeniør. Men du prioriterede at tage hjem i weekenderne, og holdt længe ved studiet, selvom du egentlig synes, det var lidt for teoretisk til din smag. ”Men man giver jo ikke bare op!”, som du sagde. En af dine studiekammerater overvejede at skifte retning og sammen med hende fik du ideen om at gå laboratorievejen, hvor din passion for det praktiske laboratoriearbejde bedre kunne dyrkes. På baggrund af din studietid fik du merit, og du kunne derfor starte direkte på laboratorieteknikeruddannelse på Dalum Tekniske Skole. Det er grunden til, at du ikke har en egentlig laborantuddannelse.

 

Efter din teknikeruddannelse fortalte din mor en dag, at hun havde set en avisannonce angående en vikarstilling som laborant hos Palsgaard. Det var næsten lige efter branden i 2001, mens laboratoriearbejdet foregik i skurvogne, og derfor havde vi ikke laboratorieelever, og manglede hjælp, da vi voksede vores forretning. Faktisk var det et 5 måneders vikariat for Marianne Landgrebe – der fik sin søn på det tidspunkt. Efter vikaransættelsen blev du fastansat. Givetvis fordi du er en utrolig dygtig, omhyggelig og ansvarsbevidst ”laborant” – altså laborant i gåseøjne. Du evner både det teoretiske og det praktiske – og kender selvsagt vores processer og arbejdsgange til fingerspidserne. Det er også en af årsagerne til, at du for tiden tager en større tørn med at være fødselshjælper i vores overgang fra AX til D365. Dit daglige arbejde med AX er årsagen til, at der i dag også er en kollega fra Palsgaard med – nemlig Tommy, som du i den forbindelse samarbejder tæt med, og som vi jo alle kender - og bare venter på kommer tilbage til Nexus. 

 

Mette fortalte i sin tale sidste år til din ”29 års” runde fødselsdag om mange af dine faglige kompetencer og bedrifter, så det vil jeg ikke alt sammen gentage i dag. Men der er aldrig nogen, der er i tvivl om din meget store faglighed, og din evne og vilje til at dele ud din viden - både i hverdagen og når nye kolleger skal   op. Det er ikke mange fejl, du har fået lavet på 25 år, men du tilstod dog, at du – ligesom mange andre – har oversvømmet laboratoriet i forbindelse med at lave Kjeldahl-analysen.

 

Selvom dit arbejde og i særdeleshed dine kolleger fylder meget i din bevidsthed, så er du i meget høj grad et familiemenneske – og har vel altid været det. Du er vel egentlig også en dyremenneske – du var oprindeligt hestepige, og senere var det katteudstillinger og så hundetræning, du fik kastet dig ud i.

 

Der er en anden lighed med Rainman, som jeg måske kan nævne i dag – og som du måske ikke selv lige har tænkt på. Mens Leonardo DiCaprio og Johnny Depp – der er jo er lækre bad boymænd, så vidt jeg forstod dig – begge er omkring 180 cm høje, så er Rainman alias Dustin Hoffman blot 167 cm. Det nævner jeg selvfølgelig, fordi du jævnligt selv joker lidt med din højde – men også fordi dine kolleger smiler lidt af alle dine skamler rundt om i laboratorierne. Jeg tror, vi talte 3 forskellige Berit-skamler i forleden. Det virkeligt sjove er, at selv om det siges, at det er dine skamler, så er der rigtig mange andre, der også bruger dem hele tiden.   

 

Jeg synes jo, at det vil være decideret upassende, hvis der ikke er en lillebitte undertone af noget som helst frækt i en tale til et 25 års jubilæum på ens arbejdsplads. Så som du jo ved, har jeg udfrittet dine kolleger om alt muligt input. De har som sædvanligt været meget villige til at dele anekdoter og beretninger, som du kan høre. Men når jeg har spurgt dem - og selvfølgelig med stor diskretion og næsten udelukkende i plenum - om der ikke er nogle frække historier, der kan tåle at blive delt, så har de kigget lidt rådvildt på hinanden – og en dag sagde en endelig: ”Det kan du godt glemme. Der sker ikke noget frækt i Berits liv.” Det har jeg jo lidt svært ved at forstå, for du fortalte mig tværtimod, at I har en meget frimodig tone, der ikke sjældent kommer lidt under bæltestedet. Både for og bag – var dit udtryk. En dag havde en kollega sagt, nej det kan vi da ikke tale om, når vi spiser – og du havde tænkt…Hvorfor egentlig ikke, det gør vi jo hele tiden.

 

Du sagde, at hvis man skulle lave en film om laboratoriet, så skulle den nok hedde ”Tosser i hvidt” – så kunne vi også passende kalde filmen om din jubilæumsdag for ”Rain-woman og tosserne i hvidt”

 

I mine øjne repræsenterer du Palsgaards værdier: ansvarlighed, loyalitet og engagement på allerfineste vis. Tak for 25 år – jeg håber der bliver mange flere – og jeg håber, at du ved, hvor meget vi påskønner din indsats både med al din faglighed, mens også dit bidrag til at gøre Palsgaard til et godt sted at være for alle.

Tillykke med jubilæet!!!